Liemba

”They let the shit out in Zambia”. Jeg sidder sammen med Helene og Sofie mine medvolontører samt en Hollænder og en Schweizer og udbryder denne dumhed. Sekundet efter jeg har sagt sætningen fortryder jeg. Den er ufatteligt dårligt timet. De andre tager det nu meget pænt, de kigger lidt rundt på hinanden med skæve smil og medlidende øjne og begynder så at snakke om noget andet.

Scenariet fandt sted i cafeteriet på Liemba verdens ældste færge, som stadig er i brug. Der er nu ikke noget forkert ved sætningen. På det tidspunkt havde vi været i Zambia og det var her de valgte at tømme toiletterne og det var der også brug for! Toiletterne på færgen var noget nær det ulækreste jeg har oplevet. Det stank ikke bare ufatteligt kraftigt man kunne også mærke luftfugtigheden! Selvom toiletterne ikke var fantastiske var sejlturen på færgen en fantastisk oplevelse. Liemba sejler langs østbredden på Tanganika søen fra Kigoma til Zambia og tilbage. Bådende er bygget af tyskerne før førsteverdenskrig og har en interessant historie. Den har blandt andet ligget under vand og er blevet båret i dele og så samlet igen ved søen, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Sofie, Helene og jeg kom på færgen i Kipili og sejlede derfra til Zambia og tilbage igen på omkring to døgn. På de to døgn nåede vi at sætte vores føder på Zambia, møde en masse danskere og meget mere.

Vi stod forventningsfulde på færgen en sen aften i Kipili. Der er ikke en havn i Kipili, så ligesom mange andre små fiskerlandsbyer langs ruten kommer man om bord ved hjælp af små både, som så ligger sig op på siden af skibet. Det er altid et kaos at overvære og være en del af. Folk råber og skriger og bådende sejler imellem hinanden i en stor pærevælling. Nogen skal have en masse tørret fisk læsset af andre sætter passagerer af og på og nogen er der bare fordi de er nysgerrige. Kaos’en fortsætter inde i skibet, hvor de af en eller anden mærkelig grund har valgt at sætte billetkontoret lige der hvor alle skal ind.

Imens vi stod, som sild i en tønde og hørt på vrede gloser fra folk der maste og skubbede for at komme ind på skibet, fik vi vist vores pas og afleveret 40.000 shilling hver til en andenklasses kahyt. Da vi endelig blev lukket op på dækket opdagede Helene at hun ikke havde sin sovepose på sig. Problem! Heldigvis kom der en meget glad og pumpet sømand med soveposen lidt efter. Vi sagde asante sana(mange tak) og han smilede med det største tandpastasmil. Den samme sømand skulle i løbet af turen spørge mig om penge hele fire gange, med det samme tandpastasmil smørret på.   

Der er en helt speciel stemning på Liemba især om aftenen. Passagererne og sømændene ligger og sover alle vegne på hele færgen. I bagenden sidder sømænd og spilder Ludo og snakker. I forenden bliver der stadig arbejdet med gods og man kan høre højrøstede stemmer. For hyggens skyld valgte vi at sove på dækket. Færgen var så fyldt at vi havde problemer med at finde et sted hvor vi kunne være, men til sidst fandt vi et hyggeligt hjørne på det øverste dæk.

Næste morgen da vi stod op fandt vi ud af der var fire unge danskere med på færgen. Vi troede ikke at der var andre hvide med og hvad er så lige chancen for at det er danskere! Det er jo ikke så tit man møder andre danskere hernede. Danskerne skulle allerede af i Kasanga, så vi nåede kun lige at høre at to af dem dansede stammedans og de to andre havde arbejdet på et hospital længere nord på.   

Efter Kasanga var det næste stop endestationen Mpulungu i Zambia. Vi var meget i tvivl om vi skulle gå i land, fordi det ville koste os hver 50 dollars at komme ind i landet og 50 dollars at komme ind i Tanzania igen, men det viste sig ikke at være noget problem da grænsekontrollen lå længere inde på havnen. Efter ca. 5 timer i havnen og en lille gåtur på Zambisk jord mødte vi igen danskere. Det var omkring ti elve rigtige unge ”danskere”, som vi kender dem derhjemme fra. Nogen af dem var fulde og førte sig frem, andre var rigtigt flinke og var villige til at høre om hvorfor vi var her og om vores projekter. Mest af alt var de optaget af at fortælle om det projekt de var ved at oprettet. Det var en kombination af adtventure for turister og gratisk skole for afrikanere og de havde været i P3 og skulle snart i ”god morgen Danmark”.   

På hjemturen havde vi vænnet os mere til atmosfæren på skibet. Om dagen sad vi udenfor og nød vejret om aftenen lavede vi lysbilleder med langlukketid(se billede). Skibet blev fyldt op med røget fisk så man nærmest ikke kunne gå nogen steder. Folk ville meget gerne have billeder sammen med os og så mødte vi en Schweizer og en Hollænder, som var i gang med at rejse Afrika og Sydamerika tynd.

Alt i alt var det en dejlig og oplevelsesrig sejltur hvor vi mødte en masse forskellige mennesker.

Hilsen Anders