Indlægget her er skrevet af min medvolentør Sophie. Sophie, Helene og jeg havde tre gode oplevelser sammen i træk og i stedet for vi alle tre skulle skrive om det samme delte vi det op sådan at jeg skrev om Liemba og de skrev om henholdsvis Kirando og oplevelser i Kipili.
Kirando er en by, som ligger ca. 10 km nord for Kipili. Normalt kører vi med Knud dertil, men sidste søndag ville vi gerne købe noget, og da Kirando er en noget større by end Kpili, valgte vi, Anders, Helene og jeg at cykle derind. Vi lånte to cykler fra mobilklinikken og én fra Knuds butler. Altså det var cykler, men de var ikke fantastiske og ikke den standard, jeg er vant til hjemmefra. Bremserne virkede ikke særlig godt, man kunne ikke rigtig skifte gear, på én af cyklerne faldt kæden af nogle gange, og ellers var der en masse andre raslelyde.
Men det var dejligt at prøve at sidde på en cykel igen – i hvert fald det første stykke! For jeg syntes ikke, at vi var kommet ret langt ud af byen, før at jeg svedte meget og tænkte, hvorfor i alverden vi havde bevæget os ud på den tur! Det skal siges, at det første stykke ud af Kipili går op af bakke, og jeg syntes straks, at det gik bedre, da det begyndte at gå nedad. Op ad bakke blev Helene og jeg nødt til at trække, for det var simpelthen for hårdt at træde rundt, især når man ikke kunne skifte gear.
Men vi kom forholdsvis hurtigt halvvejs til byen Katongoro. Og det gik også fint resten af turen. Undervejs hørte vi en masse råbe Wazungu, og jeg tænkte, at de nok syntes, det var lidt mærkeligt, at nogle hvide kom cyklende. For de har jo mange penge og sikkert også en bil!
I Kirando havde vi fortjent en sodavand – godt svedige og jeg rød i hovedet. Det var virkelig lækkert, og oven i købet var den køleskabskold! Det er ikke tit, at vi får drikkevarer, der har været på køl. Vi ville tage et billede af os selv, cyklerne og sodavand, så vi brugte selvudløser. Det var ret sjovt og også til stor morskab for de andre folk, der sad omkring os. Vi ordnede de ting, vi var cyklet for og bestemte os så for at cykle ned på havnen for at se, om der var en båd, der sejlede til Kipili.
Lige da vi satte os op på cyklen var der en mand, der prøvede at hoppe op på Helenes cykel. Bagagebæreren på mange af cyklerne hernede er forstærket, så de kan køre med nogle tunge ting eller personer, så derfor tænkte manden vist, at han godt lige kunne sidde der. Det var lidt ubehageligt, at han sådan fulgte efter os et stykke og forsøgte at hoppe op, men vi fik ham heldigvis til at holde op.
Vi kom ned til havnen og der var en båd, der sejlede til Kipili og derefter videre til Congo. Det troede jeg nu ikke rigtigt på, men det viste sig, at det var rigtigt nok. Det kostede 10.000 shilling for os tre og vores cykler (ca. 40kr). Vi tænkte, at det var ikke meget, så vi ville gerne med. De sejler kun i træbåde hernede, og det ser ret spændende ud, så vi valgte at tage båden, fordi vi gerne ville prøve det og så for at slippe for at cykle hjem.
En mand begyndte at løfte vores cykler ombord. Vi valgte at prøve at prutte lidt om prisen med en anden mand og gav ham så 8000 shilling. Vi gik ombord på båden og lidt efter kom ham, der havde læsset cyklerne ombord tilbage med 6000 shilling, hvor han så selv beholdt de sidste 2000 og gik. Jeg tænkte kort, at det var da en billig sejltur, men jeg kom så til at tænke på, at han måske tog pengene bare for at læsse cyklerne ombord. Ham, vi havde givet de 8000, havde slet ikke noget med båden at gøre, og det var egentlig ret heldigt, at de andre tog pengene fra ham igen, ellers var vi godt nok blevet snydt!
Vi blev skubbet ud fra land, og så kunne de ikke starte motoren. Ankeret sad fast på bunden, så ankerdrengen sprang i vandet og fik ankeret op. Efter adskillige motorstart kom den endelig i gang, og vi sejlede afsted. Da vi startede med at snakke om at skulle sejle hjem, var det også fordi, at vi tænkte, at det var hurtigere for os end at cykle. Men det gik hurtigt op for os, at det var slet ikke rigtigt - vi havde virkelig ikke tænkt os ordentligt om! Vi vidste egentlig godt, at det tog ret lang tid, fordi vi havde sejlet halvdelen af vejen før. Det viste sig, at vi stadig skulle betale 10.000 for at sejle med også selvom vi spurgte, om det ikke var Wazungu-pris. Jeg sad længe og ærgrede mig og følte mig enormt snydt. Og hvorfor skulle ham der løftede cyklerne op have 2000? Det var der i hvert fald ingen grund til.
Vi kom til Mandakerenge, og kaptajnen skulle så ordne et eller andet der. Myggene begyndte at komme, og Helene og jeg havde ikke noget tøj med til at dække arme og ben. Vi fik så et stykke stof af en pige i båden og sad så under det – til stor morskab for de andre.De sad alle og spiste sukkerrør på båden, og der var også et lille barn, der drak vand. Da flasken var tom, stak de den ned i søen og fyldte den op igen. Jeg kunne ikke lade være med at sige, at det vand jo ikke var rent, men så sagde de, at de ikke havde penge til at købe rent vand. Så Helene og jeg snakkede lidt om, om den baby nu ville få dårlig mave på vej til Congo, hvis han/hun ellers skulle sejle helt derover.
Det blev mørkt, og vi vidste, at vi skulle cykle et stykke på dårlig grusvej. Det var lidt spændende, hvordan det ville gå, men der var ingen problemer. Knud var ikke hjemme, så vi tænkte også på, om butleren, der laver mad til os, ville blive bekymret nu, når vi ikke var kommet hjem før det blev mørkt, for han vidste, at vi var cyklet afsted. Han spurgte dog også, hvorfor vi kom så sent, men ellers var der ikke sket noget.
Senere snakkede vi med Knud om, hvad det egentlig kostede at sejle fra Kirando til Kipili. Vi blev klogere, for vi var blevet meget snydt!
Skrevet d. 20/4
