Weekendture

 

Jeg har været på tre weekendture, som jeg har løst til at fortælle lidt om. En fællesnævner for dem alle er nok at jeg her virkelig har oplevet følelsen af at være anderledes, fordi man er hvid. Opmærksomhed møder man nu hele tiden. Bare vi går ud af døren her i Sumbawanga(som jeg lige pt. er på besøg i) er der som regel et par stykker af nabobørnene, som er klar til at trykke en Mzungu i hånden. Mzungu er det første ord på swahili man lære her i Tanzania. Det betyder europæer og det er ikke sjældent råbt eller sagt Mzungu når man går forbi. Det er enlig ikke ondt ment, men man kan godt blive lidt træt af det når det bliver for meget.

Den første weekendtur er den vor vi har fået mest Mzungu opmærksomhed. Det var den første weekend i Sumbawanga. Vi blev inviteret af Peter, LM missionæren hernede til en lille tur op i nogle bjerge vest for Sumbawanga for at se huler der har haft en vis religiøs betydning. Det var sammen med næsten hele Sumbawanga banden bestående af de to volentøre Heidi og Jeanette fra fremtid og håb, Heidi, Peter og så Peters søn Silas plus hans ven Egil. Det var kort sagt en rigtig hyggelig tur ude i Tanzanias smukke natur, med nogle rigtig hyggelige mennesker. På vejen hjem ville Peter købe en ged i en nærliggende landsby. Her oplevede jeg at få kraftigste opmærksomhed, fordi vi var hvide. Børnene stod simpelthen og gloede på os med store øjne, som om de insisterede på at vi var fra en anden planet. Jeg troede næsten på dem til sidst, især da jeg tog kameraet frem for at tage lidt billeder. Den magiske kasse eller hvad de har nu har troet det var, var så interessant at der blev skubbet og maset for at få at komme med på et billede og måske se sig selv, ja måske for førstegang nogensinde!



På den anden weekendtur fik vi også rigtigt meget opmærksomhed fra børn. Vi oplevede at blive fulgt af en trofast børneskare i flere timer i landsbyen Wnapembe, som ligesom Kipili ligger ved Tanganikasøen. På et eller andet tidspunkt tænkte jeg, nu må børnene da snart syntes at det er uinteressant at rende os Mzunguer i hælende hele tiden, men det syntes de åbenbart ikke. Vi var i byen fordi Knud skulle have et møde med evangelisten og fik så lov til at komme med. Imens han havde sine møder rendte vi rundt og kiggede os omkring i byen. Det var også en rigtig dejlig tur. Især den flotte sejltur til og fra landsbyen satte jeg meget pris på.              

Den sidste weekendtur var i sidste weekend til en indvielsesfest af en KFS i en nabolandsby til Kipili. Udover den forfærdelige ”sube steg og is” orgel lyd der helst skulle spilles til alt der foregik inklusiv velsignelse af lederne(se billede) så gjorde det også stort indtryk på mig at vi skulle sidde ved højbordet. Det indebar at vi fik først mad, krydret ris og vigtigst af alt kylling. Jeg ved ikke helt om vi skulle sidde der fordi vi var wazungu eller bare gæster, som man ære meget, men det var i hvert fald en surrealistisk oplevelse at blive sat på en pilestat og blive behandlet anderledes.  

Hilsen Anders



Billed fra den første tur






På vej til Wnapembe



Fra indvielsesfesten



En unormal normal dag i Kipili

Her er en ualmindelig kringlet forsøg på at skrive om hverdagen hernede i Kipili. Jeg håber i for noget ud af det selvom jeg havde det sjovt da jeg skrev det! 

Følgende liste indeholder en række kriterier, som skal være gældende for at der kan være tale om en unormal normal dag for mig her i Kipili. Enlig kan majoriteten af kriterierne udmærket stå alene og dermed følge en unormal normal dag.



Udsigten fra Knuds terrase



Det er en unormal normal dag:

−        Hvis man ikke ser en ny sommerfugleart.

−        Hvis man ikke siger ”Habari” til et nyt smilende afrikansk ansigt som jeg ikke har set før.

−        Hvis man ikke tænker på dem derhjemme.

−        Hvis man ikke nyder udsigten ud over Lake Tanganyika fra Knuds terrasse.

−        Hvis der ikke bliver drøftet afrikanske forhold ved spisebordet og ikke bliver rynket på panden og smågrinet af bare undren fra os volontørers side når nogle af Knuds anekdoter kommer frem.  

−        Hvis man ikke for læst i en bog.

−        Hvis man ikke tænker på alle de ting man kunne have gjort nu hvor man i øvrigt har tiden til det og alle de ting man skal have gjort når man kommer hjem og har ressourcerne til det.

−        Hvis ingen kommer for sent eller man bliver nød til at vendte på noget skal ske.

−        Hvis ikke vi for bønner, ris eller ugally og chinice til middag og hvidt brød som er bagt med købt pålæg til aftensmad og morgenmad. 

−        Hvis man ikke forbereder sig lidt til enten cheke chea eller engelskundervisning af de secondary elever der bor ved missionsstationen.

−        Hvis man ikke sider og kæmper med et eller andet swahili i ny og næ.

−        Hvis ikke der sidder mindst to gekkoer på væggen i Knuds stue.

−        Hvis ikke man føler at man bliver lidt klogere på Tanzanianerne, men alligevel har meget at lære endnu.



Cheke Chea



Her på det sidste har der været eksempler på at der er kommet ualmindelige normale dage som ikke må forveksles med unormale normale dage. Hvis overnævnte modsatte kriterier finder sted er det en normal dag, men hvis der udover det ikke sker noget nyt eller ualmindeligt er det en ualmindelig normal dag. Det er altså med andre ord ualmindeligt at have en normal dag, fordi den normale dag med overnævnte modsattes kriterier sjældent står alene. De almindelige normale dage skyldes både at der sker noget nyt, men også at man møder nye mennesker og får nye indtryk.

På en almindelig normal eller bare normal dag så jeg eksempelvis et tusindben med samme længde som min hånd. En anden dag var vi ude og se Kipilis fodboldhold spille mod nabolandsbyens fodboldhold. Det gik ikke stille for sig og folk løb ind på banen hver gang der var en lille lejlighed til det. På et tidspunkt havde dommeren underkendt et mål det udløste en massediskussion uden lige, som først dødede ud et kvarter efter. På det tidspunkt lignede det at der ikke var sket noget bare et kvarter før. To dage efter fandt jeg mig selv i en lignende masse af mennesker. Der var det mit eget hold der havde scoret. På den tidligere kampdag var jeg nemlig blevet inviteret af snedkereleverne til at spille med dem mod secondary skolen. Det var en rigtig sjov oplevelse selvom det foregik på en meget ujævn bane i over 30 graders varme. Vi tabte desværre kampen 3-2.    

Sofie og jeg så også aber på en helt almindelig dag da vi var på vej igennem skoven til et sted ved siden af en lodge hvor der er sandstrand. Det er nu er dejligt sted.



Kampen mod secondary school var hård både på grund af varmen, men også fordi de her to små midtbanespillere som jeg spillede overfor lod mig løbe efter bolden. Her er det dog enlig lykkes mig at komme ind i en tackling. 



Indtil videre har de ualmindelige normale dage været ganske få og kun her på det sidste. Måske skyldes det at jeg er ved at vende mig til at hverdagen ikke bliver den samme, som den jeg kender til der hjemme. Tanzania er ganske enkelt et helt andet land end Danmark. Alt er mere sprudlende og spontant og ikke mange ting køre på en så lige snor, som der hjemme. Det kan man elske eller hade men man skal uanset hvad leve efter det og vende sig til det.

Til slut kan jeg tilføje et nyt kriterium for en unormal normal dag.

Det er en unormal normal dag i Kipili:

−        Hvis der er fundet en ualmindelig normaldag sted.

Hilsen Anders

Billeder fra Kipili:

Her er et udvalg af de dyr jeg har set. Øverst er de almindelige: sommerfugle, Gekkoer, Store insekter og mange forskellige slags fugle. Gekkoer er så almindelige at jeg ikke har tænkt på at tage et billede af dem. Men Sophie havde heldigvis et billede som jeg måtte låne. Nederst de mere sjældne en skorpion som bød os velkommen i håndvasken på toilettet da vi kom og de grønne aber fra skoven. 





 

På det her tidspunkt var dommeren ikke populær i kampen med Kipili mod nabolandsbyen.







Det her billed er taget i en gammel katolske kirke tæt på Kipili. Den er bygget i same periode som de allerførste kirker i Tanzania.

 

Et billed fra Kipili centrum





Fiskere på Lake Tanganyika